Hvad ville der ske, hvis vi turde anerkende vores ambitioner?
Jeg hedder Asta Viola og jeg er gift med Mikkel. Vi har to livlige og glade drenge.
Tilbage i 2015 boede vi et par år i Malaga og flyttede retur til Danmark og bor nu i Hvidovre.
Jeg har altid været den, der bærer ambitioner og stræber efter perfektion, og jeg har ofte brudt med normerne for at nå mine mål og skabe mine gennembrud.
Denne rejse har til tider været ensom og har skabt en følelse i mig, af uforståenhed omkring, hvorfor det kan være så svært at løfte hinanden og anerkende hinandens fremskridt. Det har ført til, at jeg pakkede mig selv ind og lod mine drømme og mål glide i baggrunden.
Men da jeg indså, at denne indpakning faktisk gjorde mig syg, begyndte min rejse ind i mig selv – en rejse, hvor jeg begyndte at lægge stenene til min egen vej.
Prioritering blev et centralt tema, og jeg fik øje på den usynlige indre bremse, der havde holdt mig tilbage. Vi skal ikke lade vores ambitioner forsvinde i madpakker og aula eller samfundets forventninger.
Vi må gerne sprænge hul i loftet og gå efter det vi drømmer om også med fuld knald på ambitionerne.
Jeg har altid fået at vide, at jeg er meget direkte, ofte som noget forkert eller for meget. Men denne direkte tilgang er en af mine store styrker. Bag den ligger et stort hjerte, og når jeg forener disse to sider af mig selv, kan jeg kommunikere klart og ærligt, samtidig med at jeg viser empati og forståelse.
Og det er derfor jeg er en skide god coach. (Også tænker vi, ”var det nu for meget”, ”hvad tænker dem, som læser det”. Men husk nu, du er også skide god til noget og hvad vil der ske, hvis du sagde det højt?)
I dag står jeg her, hvor gummistøvler, stiletter, høj latter blandt 280 mennesker og joggingtøj på en alm. tirsdag, smelter sammen i en skøn pærevælling af lykke og glæde.

